• Share
  • Print
  • Print

Den nye reviderede praktikvejlederuddannelse går i luften 14. december 2015!

Praktikvejlederuddannelsen fremtræder nu som en styrket uddannelse, hvor der er sket en del ændringer og toninger, der tilsammen understøtter medarbejderen i praktikvejlederollen og i at kunne give en kvalificeret praktikvejledning, der sikrer, at eleverne kan opfylde de ændrede krav og kompetencebehov på arbejdsmarkedet.

I forbindelse med revisionen af praktikvejlederuddannelsen, har EPOS-udvalget gennemført et udviklingsarbejde gennem 2015, hvor repræsentanter fra praktikken og repræsentanter fra skolerne gennem temadage har været inddraget på forskellige tidspunkter i processen.

Deltagerne på de afholdte temadage har bidraget til gode ideer og input, der har kvalificeret det endelige baggrundsmateriale, som EPOS har godkendt som indholdsmæssig ramme for revisionsarbejdet.  

Udviklingsarbejdet er nu i sin sidste fase, hvor de handlingsorienterede uddannelsesmål for uddannelsen er sendt til godkendelse i ministeriet.  Det forventes, at disse mål bliver godkendt, således at uddannelsen findes på EPOS' hjemmeside og ug.dk den 14. december 2015.

På samme tid vil der være adgang til et helt nyt inspirationsmateriale, herunder forslag til fjernundervisningsdage.

Den nye reviderede praktikvejlederuddannelse skal styrke praktikkens arbejde med eleverne på SOSU-uddannelserne og den pædagogiske assistentuddannelse efter reformen.